Opret klient

Guide til at oprette, slette og sætte en klient som inaktiv i FlowFit

Du bliver her guidet igennem, hvordan du opretter og sletter en klient i FlowFit. Derudover bliver du også introduceret til, hvordan du sætter en klient som inaktiv eller aktiv.

Vi har både lavet en video, hvor du kan se det, og en beskrivelse, der guider dig igennem de forskellige steps.

Opret klient

Når du skal oprette en klient, er det forholdsvis simpelt – og det tager kun få minutter. Vi guider dig her igennem, hvordan du gør.

Sådan gør du:

  1. Klik på ”Klient” i menuen.
  2. Klik på ”Opret klient”.
  3. Vælg, om klienten skal have et fysisk, personligt forløb eller et onlineforløb.
  4. Indtast klientens e-mailadresse, fornavn og efternavn.
  5. Hvis du har valgt online forløb: Angiv, hvor mange uger forløbet varer samt startdatoen for forløbet.
  6. Tilføj tags til klienten (valgfrit).

Tags er valgfrit. Det kan dog være en smart måde at filtrere dine klienter på og gøre det mere overskueligt at få overblik over dem, efterhånden som du får oprettet flere.


Tags er især en fordel, hvis du tilbyder meget forskelligt. Du kan for eksempel lave tags, der fortæller noget om klientens forløb – fx om det er kostvejledning, styrketræning, cardio eller noget helt fjerde, der giver mening for dig at skelne imellem.


Du opretter selv dine tags, og du kan have så mange, du har lyst til.

Sæt klient som aktiv/inaktiv

Når en af dine klienter stopper eller vælger at holde en pause, kan du registrere dette i FlowFit. På den måde har du det fulde overblik over, hvilke klienter der er i gang med et forløb (aktive), og hvilke der er inaktive.

Når du opretter en klient, vil vedkommende automatisk blive sat som aktiv fra start. Ønsker du på et senere tidspunkt at ændre en klient fra aktiv eller inaktiv, kan det gøres med to klik fra klientoversigten. Vær obs på, at når en klient er inaktiv, har klienten ikke adgang til FlowFit.

Sådan gør du:

  1. Klik på ”Klient” i menuen.
  2. Find den klient i oversigten, du ønsker at ændre status ved.
  3. Klik på den grønne/røde cirkel (alt efter om klienten er aktiv eller inaktiv på nuværende tidspunkt).
  4. Klik på ”Sæt klient som aktiv/inaktiv”.

Slet en klient

Har du en klient, der ikke længere ønsker at benytte dine ydelser og pakker, kan det være en fordel at slette personen fra systemet. Det gør det mere overskueligt for dig, når du skal kigge dine klienter igennem, da du kun skal forholde dig til aktive og inaktive klienter.

Vær opmærksom på, at når du sletter en klient fra FlowFit, så forsvinder alle informationer om vedkommende. Hvis vedkommende ønsker at starte nyt forløb ved dig, så skal klienten derfor oprettes på ny, og der er ikke nogen tidligere data tilgængelig.

Sådan gør du:

  1. Klik på ”Klient” i menuen.
  2. Klik på den klient i oversigten, du ønsker at slette.
  3. Klik på ”Indstillinger” i klientens menuoversigt.
  4. Klik på ”Slet klient”, hvis du er sikker på, vedkommende skal slettes.
  5. Indtast ”DELETE”.
  6. Klik på ”Slet klient”.
Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.