Allan Friis - _DSC1986

Guide: 5 markedsføringsmetoder til personlige trænere

Er du personlig træner, er markedsføring altafgørende, hvis du skal have nye klienter. Uden markedsføring er der ingen, der ved, du eksisterer. Heldigvis findes der flere markedsføringsmetoder, som er yderst anvendelige, når du er personlig træner.

I denne guide har vi samlet 5 markedsføringsmetoder, du med fordel kan kombinere for at skabe opmærksomhed og tiltrække nye klienter.

#1 Start med basics – få en hjemmeside op at køre

Det er vigtigt, du får det basale på plads først. Her hentyder vi til din hjemmeside. Din hjemmeside fungerer som en form for visitkort – bare i et mere omfangsrigt format. Det er her, du skal vise, hvem du er, hvad du tilbyder, og hvorfor klienter skal vælge at starte et samarbejde med dig.

Derudover skal din hjemmeside også være det sted, hvor potentielle klienter kan finde dine kontaktoplysninger eller evt. kontakte dig direkte igennem en kontaktformular på hjemmesiden. Det skal være let for dem at blive klient ved dig, når de er klar til det.

Det er vigtigt, at der hersker en klar, rød tråd i dit indhold på din hjemmeside. Ellers bliver den besøgende forvirret og forlader hjemmesiden igen. Hav derfor en klar brandidentitet, der går igen på hele din hjemmeside. Derudover skal kommunikationen også være holdt i det samme sprog, som tiltaler din målgruppe.

Vil du vide mere om, hvordan du laver en tiltalende hjemmeside, der får dine besøgende til at blive hængende? Læs denne guide med 9 best practices til hjemmesider.

#2 Opret blogindlæg, der trækker trafik til din hjemmeside

Din hjemmeside kan bruges som andet end et visitkort, du kan henvise til. Hjemmesiden er også et særdeles effektivt værktøj til at generere trafik med – altså få besøgende ind på siden via Google.

Det kan du blandt andet gøre ved at producere blogindlæg, der relaterer sig til emner, som dine potentielle klienter søger efter på Google. Det kan for eksempel være, ”Hvordan får man en stram mave”, ”Træningsøvelser til at få større muskler” osv. Tænk derfor gerne SEO ind i dine blogindlæg.

Det vigtigste er, at du skriver om emner, som på den ene eller den anden måde relaterer sig til, hvad du beskæftiger dig med. På den måde kan du nemlig slå på din viden inden for faget. Det er med til at brande dig selv som det, der kaldes en trusted adviser. Du vil altså fremstå som en, der har styr på, hvad du arbejder med.

På lang sigt er det noget, der vil tiltrække flere klienter til din forretning, da de vil forbinde dig med noget positivt og en, der har kompetencerne til at hjælpe dem i mål med deres træning, vægttab eller lignende.

#3 Lav organiske opslag på sociale medier

Der er flere sociale medier, der er yderst effektive at benytte til at markedsføre sig med som personlig træner. Det er især Facebook og Instagram. Derudover kan LinkedIn også være relevant, hvis du tilbyder forløb til firmaer.

På sociale medier har du mulighed for at dele organiske opslag. Du kan for eksempel vise øvelser, hvordan du selv træner, tips til kost, trends inden for træningsverden, dine klienters succescases og meget andet. Det vigtigste på sociale medier er, at du poster noget, der er relevant for dit fag.

Derudover er det også vigtigt, at du er vedholden på dine kanaler. Det tager noget tid at bygge en skare af følgere op. Derudover vil du hurtigt forsvinde i dine følgeres feed – og deres hukommelse – hvis du kun poster i ny og næ. Du er derfor nødt til at poste regelmæssigt og gerne flere gange om ugen.

Et lille tip: Har du svært ved både at få tid til at poste på fx Facebook og Instagram, og ender det med at blive en halvhjertet indsats? I så fald ender dine følgere med at glemme dig, selvom du måske samlet set bruger meget tid på sociale medier.

I det tilfælde er det derfor bedre, at du udelukkende fokuserer på én kanal, hvor du så går all in. Det giver en større rækkevidde på den lange bane, og du undgår, at dine følgere glemmer, at du eksisterer.

#4 Skab hurtige resultater med betalte annoncer

De organiske opslag på sociale medier kan være en langtrukken vej til at få nye følgere, der kan udvikle sig til klienter. I starten kan det derfor være en fordel med betalte annoncer. Det sætter fart under antallet af følgere og eksponeringer, således du kan få flere klienter.

Med annoncer kan du henvende dig til specifikke målgrupper med dine budskaber. Det kan for eksempel være kvinder på 30-40 år, der bor i hovedstadsområdet.

Derudover kan du også målrette efter personer, der for eksempel har besøgt din hjemmeside inden for de sidste 3 måneder. Med annoncering på sociale medier rammer du derfor din målgruppe med de rigtige budskaber på det rigtige tidspunkt – fremfor at skyde med spredehagl.

Betalte annoncer kan også benyttes på Google. Her har du mulighed for at betale dig fra at ligge i toppen af Google på bestemte søgninger. Er din hjemmeside stadig forholdsvis ny, er annoncer på Google derfor en god måde at få flere besøgende på og få spredt budskabet om din forretning.

#5 Fang dine potentielle klienter i indbakken

Indbakken er et meget personligt sted, hvor du lettere kan få en potentiel klients opmærksomhed. Det er derfor også værd at overveje at starte et nyhedsbrev, som du kan bruge som markedsføringskanal.

Med nyhedsbreve har du mulighed for at slå på din ekspertviden inden for træning og kost. Du kan blandt andet dele tips og tricks med dine subscribers, hvor du kan linke til dine blogindlæg eller dine sociale medier.

Derudover kan du også bruge det til mere hardcore salg. Opretter du for eksempel en ny forløbstype, kan du give dine subscribers muligheden for at købe det før alle andre. Det er dog vigtigt, at du har en god balance mellem vidensdeling og salg. Bliver det for meget salg, ender dine subscirbers med at afmelde sig igen.

Derudover er det vigtigt, at du får indhentet tilladelser til, at du må sende e-mails til folk, hvis du ønsker at benytte denne metode. Det kan du blandt andet gøre på din hjemmeside eller via annoncer på sociale medier.

Bonus: 3 råd til at slå igennem med dine budskaber.

Som en bonus har vi samlet et par ekstra råd til, hvordan du slår igennem med dine budskaber med disse forskellige markedsføringsmetoder.

Definér en konkret målgruppe fra start

Du er nødt til at vide, hvem du skal henvende dig til. Ellers ender du med at skyde med budskaber, der rammer i øst og vest – og så er din indsats spildt, da det vil forvirre modtageren mere, end det gavner.

Når du har præciseret din målgruppe, kan du lettere lære dem at kende, så du ved, hvad du skal slå på, når du skal markedsføre dig selv som personlig træner.

Kombinér metoderne på kryds og tværs

Blogindlæg, sociale medier og de andre metoder er i sig selv effektive. Der bliver dog skabt en synergi, når du kombinerer dem på kryds og tværs.

Samspillet mellem de forskellige metoder er altså med til at spille hinanden bedre. Du kommer nemlig ud med dine budskaber på forskellige platforme, hvilket øger dine eksponeringer. Det kan derfor betale sig både at have en hjemmeside (inkl. en blog), aktive sociale medier, betalte annoncer og et nyhedsbrev.

Vær dig selv på alle platforme

Den personlige relation har en afgørende betydning, når en klient skal vælge en personlig træner. Det er derfor vigtigt, at du viser din personlighed, og hvad der kendetegner din måde at være på i din markedsføring. Du behøver dog langt fra dele hele din livshistorie – det bliver for intimt og kan skræmme nogen væk.

Du skal i stedet vise tilpas nok af dig selv, så du er likeable, og så du fremstår som en person, en potentiel klient har lyst til at bruge tid sammen med i forbindelse med et forløb.

Kan jeg selv klare markedsføringen?

Nu har vi præsenteret dig for forskellige markedsføringsmetoder, du kan bruge som personlig træner. Nu tænker du måske, om det er noget, du selv kan administrere.

Det korte svar er: Ja, det kan du i princippet godt. Du skal dog være indstillet på det arbejde, der ligger i det. Derudover er det måske ikke alle færdigheder inden for markedsføring, du ligger inde med på nuværende tidspunkt.

Der er for eksempel stor forskel på, hvordan du sætter et organisk opslag op på sociale medier sammenlignet med at skulle sætte en annonce op på samme medie.

Hvis du vil klare det hele selv, kan der derfor være behov for, at du tager nogle kurser eller bruger en del tid på at lære de forskellige discipliner.

Når det så er sagt, vil vi anbefale, at du deler det lidt op. Du kan for eksempel selv tage dig af organiske opslag på sociale medier, mens du har et bureau til at stå for annoncer og din hjemmeside. Det kan aflaste dig for en del tid, som du i stedet kan bruge på dine klienter eller fritidsinteresser.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.