6 ting, du skal overveje, når du vælger personlig træner-uddannelse
Overvejer du at blive personlig træner, men er du i tvivl om, hvilken uddannelse du skal tage? Der er mange uddannelser at vælge imellem, hvis du gerne vil være personlig træner. Vi forstår derfor godt, hvis du er en smule forvirret, i forhold til hvor du skal starte og slutte.
Vi har selv været processen igennem og ved, hvor forvirrende det kan være. Vi har derfor samlet seks råd til, hvordan du finder ud af, hvilken uddannelse som personlig træner der er den rigtige for dig.
Bonus: Vi har nederst i indlægget samlet en oversigt med nogle af de personlig træner-uddannelser, du med fordel kan kigge lidt nærmere på.
Er det nødvendigt med en personlig træner-uddannelse?
Måske du har undret dig over, om det overhovedet er nødvendigt med en uddannelse. I teorien er det ikke et krav, da ”Personlig træner” ikke er en beskyttet titel.
Det betyder, at du ikke skal have en uddannelse eller være certificeret for at kalde dig personlig træner. Vi vil dog på det kraftigste anbefale dig, at du tager en uddannelse og evt. supplere med kurser og certificeringer.
Der vil være klienter, der går meget op i, at du har den nødvendige baggrund i form af uddannelse, før de vil starte et forløb op med dig. Vælger du at starte op som personlig træner uden at have taget en uddannelse, er der derfor risiko for, at det bliver svært at få klienter.
Du står alt andet lige derfor stærkere, hvis du har papirer på dine kompetencer og din faglighed. Det er især en fordel, når du skal i gang fra bunden og bygge din forretning og dit omdømme op.
Læs mere om, hvordan du bliver personlig træner her
6 overvejelser – sådan vælger du den rigtige personlig træner-uddannelse
Der er flere overvejelser, du skal gøre dig, når du skal vælge en personlig træner-uddannelse. Vi har samlet seks punkter, du skal overveje. Ved at tage stilling til disse punkter får du et bedre overblik over, hvilken uddannelse der er den optimale for dig.
1. Lever din faglige baggrund op til forudsætningerne for uddannelsen?
Du skal sikre dig, at du har den krævede baggrund for at kunne tage uddannelsen som personlig træner. Der vil for eksempel være nogle uddannelser som personlig træner, der kræver, at du har en forudgående uddannelse inden for, eller har haft fag som, anatomi og fysiologi.
Har du ikke det, skal du selvfølgelig have taget et kursus eller læst nogle fag op, så du lever op til kravene. Der er dog også mulighed for pakkeløsninger ved nogle uddannelser, hvor det hele er inkluderet.
Har du allerede en uddannelse eller kurser inden for nogle af de områder, der er inkluderet i uddannelsen? Det kan være en fordel at gøre opmærksom på dette, når du tilmelder dig uddannelsen. Der er nemlig mulighed for at få merit for nogle fag – hvilket kan gøre det billigere for dig at tage uddannelsen.
2. Er du begrænset af geografisk placering?
Det er vigtigt, at du tager din bopæl og dit transportmiddel in mente, når du skal finde den rigtige uddannelse som personlig træner.
- Er du begrænset af, at det fx skal være inden for en radius af 10 km fra din bopæl?
- Har du mulighed for at køre langt for den rigtige uddannelse?
- Er du villig til at flytte i en begrænset periode for den bedste uddannelse?
Det er spørgsmål, du skal stille dig selv for at blive klogere på, hvad du er villig til at gøre for at tage den uddannelse, der passer til dine planer og ambitioner.
Er der nogle begrænsninger rent geografisk, gør det det lettere for dig at indskrænke feltet af mulige uddannelser, du kan tage.
3. Skal du bruge din uddannelse nationalt eller internationalt?
Udbuddet af uddannelser som personlig træner inkluderer forskellige typer certificeringer. Der er både mulighed for at få certificeringer, der kan benyttes i Danmark og i udlandet samt certificeringer, der udelukkende er gældende i Danmark.
Du skal derfor overveje, hvad der er vigtigst for dig.
Vi vil anbefale dig at tage en uddannelse til personlig træner, der giver international certificering. På den måde er du sikret bedst muligt, hvis du skulle vælge at udforske mulighederne som personlig træner uden for Danmarks grænser på et tidspunkt.
4. Er omdømme og anerkendelse vigtigt for dig?
Der findes mange personlig træner-uddannelser, der hver især har noget at byde på. Det er derfor vigtigt, at du forholder dig til, hvad der er vigtigt for dig på uddannelsen.
Er det for eksempel vigtigt med høj faglighed, anerkendte undervisere og en uddannelse med et godt omdømme? I så fald er det vigtigt, at du laver lidt research. På den måde kan du finde den uddannelse, der lever op til dine krav og forventninger.
5. Hvilke forventninger har du til undervisningen?
Det er vigtigt at forventningsafstemme fra start, således du får det, du havde forestillet dig. Gør dig derfor nogle tanker om, hvad du forventer af uddannelsen, og hvordan du foretrækker undervisningen foregår.
Du skal blandt andet forholde dig til:
- Sammensætningen af teori og praksis
- Antallet af undervisere
- Antal studerende på et hold
- Omfanget af lektier
- Undervisning om dagen, aften eller i weekenden
- Eksamensform
- Mulighed for fjernundervisning
- Længden på uddannelsen.
Der er en meget lille sandsynlighed for, at du kan få alle dine ønsker opfyldt i forhold til undervisningen, og hvordan det foregår. Det vigtigste i ovenstående proces er derfor, at du undersøger det ved de enkelte uddannelser og forholder dig til, hvad der vil passe bedst til dig og din måde at lære på.
6. Hvor stort et budget har du til uddannelsen som personlig træner?
Du skal være opmærksom på, at langt størstedelen af uddannelserne som personlig træner er selvfinansieret. Priserne varierer en del fra uddannelse til uddannelse. Det kan være alt fra et par tusinde kroner til op imod 20.000,- kroner.
Det er derfor vigtigt, at du gør dig nogle tanker om, hvor meget du maksimalt vil investere i projektet.
Et lille tip: pris og kvalitet hænger ofte sammen. Dette er til en vis grad også gældende, når det kommer til personlig træner-uddannelser. Husk dog hele tiden at have dit budget for øje, således du vælger den rette uddannelse, der passer til din økonomi.
Oversigt over personlig træner-uddannelser
Vi vil gerne gøre din research af personlig træner-uddannelse lidt lettere og mere struktureret. Vi har derfor samlet et udpluk af nogle af de uddannelser og institutioner, du med fordel kan kigge nærmere på.
- Aalborg Sportshøjskole – Aalborg
- At Work – København, Roskilde, Odense, Vejle, Aarhus og Aalborg
- Fitness Institute – København og Aarhus
- Fitness World PT Academy – København og Aarhus
- Paul Petersen Idrætsinstitut – København
- Træner Akademiet – København, Odense og Aarhus
- The Health Lab – København og Aarhus
- Viborg Idrætshøjskole – Viborg